IT og dataløsninger
Dataløsninger er et ganske vidt begreb og der er mange begreber at holde styr på, når der tales datakommunikation i dag. Trådløst netværk, router, firewall, switch og IPTV er alle udtryk for noget, vi bruger hver dag, men som vi måske ikke helt forstår, hvordan virker eller hænger sammen. Herunder følger en indføring i netop disse begreber, så du kan være med, når dine børn eller børnebørn sidder og taler “i koder”.
5 tekniske begreber, det er gode at have styr på
Trådløst netværk
Her kan der ofte opstå lidt forvirring, fordi der både tales om trådløst netværk og trådløst internet, og selvom disse to ting nævnes lidt i flæng og måske også byttes rundt, så er de ikke det samme. Et trådløst netværk, er internettet i dit hjem, som bliver gjort trådløst ved at bruge en router. Et trådløst internet, er noget du kan tage med dig, f.eks. når du skal ud og rejse eller på bilferie med familien.
Router
Når dit hjem er koblet til internettet, så kan du vælge at slippe for en masse ledningsføring ved at installere en router. Det er en lille boks, som du kobler på ledningen, der fører internettet ind i dit hjem. Routerens job er at sende internettet trådløst rundt i en vis radius via radiobølger. Derfor har den også en eller flere antenner, til at sørge for dette.
Mange funktioner samlet
Routeren sørger også for at holde styr på de forskellige enheder, som er tilsluttet internettet og sørger for, at de får lige meget adgang til nettet. Det betyder, at du ikke er afhængig af at være i nærheden af et stik, når du sidder med din computer, og at du nemt kobler dig på nettet med din telefon, tablet, computer, printer, TV og andet elektronisk udstyr, du måtte have i dit hjem, som kræver internetadgang.
En anden funktion en router også har er, at den dirigerer eller router internettrafikken frem og tilbage mellem de enheder, der er koblet på, så man f.eks. kan få adgang til ens harddiske med film eller musik på fra alle enhederne i huset. Det er også det, der gør det muligt, at alle kan printe fra den samme printer med hver deres enhed.
For at alle, der er i nærheden af dit trådløse netværk, ikke skal kunne koble sig på uden videre, så kan du sørge for, at din adgang er krypteret, og man derfor skal bruge en kode for at kunne logge sig på internettet. Denne kode bestemmer du, og den kan skiftes så ofte du ønsker.
En router er så at sige mange dataløsninger samlet i en.
Optimering af router
For at opnå den bedst mulige hastighed på dit internet, er det vigtigt, at du placerer din router et sted, hvor den har gode sendeforhold. Stil routeren der hvor du bruger internettet mest. Hvis I er mange om at bruge nettet, så stil den så centralt som muligt, så alle kan få gavn af signalet. Hvis signalet fra routeren er lavt, så vil internethastigheden også falde.
Ting der kan stå i vejen for et godt signal, er tykke vægge og metalflader som f.eks. køleskabe.
Hvis du gerne vil streame film og musik, kan det være en rigtig god idé at købe en anden og bedre router end den, der kommer gratis med din internetforbindelse. Det samme gælder, hvis I er mange i jeres husstand, og I ofte er på samtidig. De fleste routere har desuden en ekstra sikkerhed indbygget som kaldes en firewall. Dens opgave er at frasortere åbenlyse forsøg på at inficere eller hacke netværket.
Firewall
Firewall er et begreb, der er lånt fra brandmandsverdenen. Dens eneste formål er at blokere for alt, som potentielt kan få en computer til at “brænde sammen”. Firewalls er en nødvendighed for at beskytte din computer mod vira, orme, trojanere og kraftige hackerangreb. En firewall kan være et stykke software (et sikkerhedsprogram) eller hardware (en fysisk router). Fælles for dem begge er, at de udfører samme opgave, nemlig at scanne indkommende netværkstrafik for det, der hedder sortlistet data.
Hvordan en Firewall fungerer
En firewall fungerer på den måde, at den scanner hver enkelt datapakke, som er små dele af en større helhed, der reduceres i størrelse for enkel overførsel, for på den måde at sikre, at pakkerne ikke indeholder noget, der kan skade din computer og dens indhold.
Scanningen kan ske på flere måder. For det første kan en firewall undersøge de anmodninger som ’banker på’ og gerne vil ind i dit system. Det gøres ved at analysere afsenderen af anmodningen for at se, om det er et kendt domænenavn og en kendt internetadresse.
Processerne
Firewalls kan også lave en dybdegående undersøgelse af hver pakke, der kommer ind, for at finkæmme data og på den måde se efter spor fra sortlistede koder.
Endelig kan firewalls også vurdere pakker ud fra deres lighed med andre for nyligt sendte og modtagne pakker. Hvis pakkerne ligner de andre, så får de lov at passere.
Ulemper
En af ulemperne ved at lave alle disse grundige analyser af pakkerne, der kommer ind er, at netværket bliver langsommere. Du kan også opleve, at nogle firewalls utilsigtet kommer til at blokere for helt legitime websteder. Dette kan du manuelt ændre, ved at tilføje undtagelser til din firewall.
Switch
En switch bruges til at forbinde forskellige computere i et lokalt netværk, så de kan kommunikere med hinanden. Switchen fungerer som en slags omstillingsbord, hvor datatransmissioner mellem enhederne i netværket bliver sendt videre til de rette modtagere. En switch er derfor en af de lettere dataløsninger at stifte bekendtskab med.
Sat rigtigt op fungerer en switch meget effektivt og hurtigt, og er derfor god til datatunge aktiviteter som computerspil og fil-deling.
IPTV
Vi har været vant til, at TV er noget der leveres igennem antenne, kabel eller parabol. I dag kan du bruge IPTV (Internet Protokol TV), som ses over internettet. IPTV kaldes også web-tv.
Man kan sige, at det er IPTV, når du ser tv på din tablet, men udtrykket bruges specielt, når IPTV er et alternativ til fx kabel-tv.
På et almindeligt TV fungerer det sådan, at signalet kommer ind igennem antennestikket og forsætter til TV’ts tuner, der behandler signalet og sender det videre til skærm og højttalere. Ved IPTV kommer signalet ind igennem HDMI-stikket og bliver sendt videre til skærm og højttalere – udenom tuneren.